ET VÆRDIFYLDT KODEKS (2023)
Installation til Handelshøjskolen i Tromsø
Linjeret papir, blæk, risbaseret klister, bomuldssnor, træ - 500cm x 250cm x 15cm






En opsparing af ord kan med tiden udvikle sig til rigdomme, og en tidskapsel kan forvandles til et smykkeskrin, samtidigt som en formue blot kan blive til bunker af papir med påskrevne tegn.

Værdi er et abstrakt begreb. Dét det beskriver er ikke en bestandig størrelse, men ændrer sig afhængigt af tid, sted, kultur og person.
Det som for mange hundrede år siden kunne pryde paladser, og som kunne købe én magt og ære, er noget vi i dag kunne gå forbi på stranden uden at ænse. Noget som præster og prinsesser før har hiet efter, kan i vores tid betragtes som et restprodukt. At en blå glasperle tidligere har haft så høj værdi som den havde, kan for os være svært at begribe.

Værdi og kapital har været, og ER, mange forskellige ting.

Nogle smykker sig med attributter, som kun de delagtige er i stand til at aflæse; og de kulturelle koder kan være umulige at oversætte for den, der står udenfor.
Et objekt er for nogen sin vægt værd i guld, for andre har det kun symbolsk værdi.
Hvor den ene vil forsikres om, at det kan betale sig, sætter den anden spørgsmålstegn ved, om det virkelig var det værd.
Visse steder opfattes det aldrende menneske som en byrde, andre steder ses det som en kilde til visdom og en mulighed for at udveklse erfaringer.

Handelshøjskolens brugere og besøgende er blevet spurgt om, hvad de synes er værdifuldt. De har nedskrevet deres svar på papir, og disse stykker papir er krøllet sammen og derefter lagt i de papiræsker, som kunstværket består af.

Projektet tager derudover udgangspunkt i den historiske udvikling af det kinesiske tegn 貝, der både betyder kaurier (porcelænssnegl, som tidligere har været benyttet som valuta) og penge / betalingsmiddel. Samtidig indgår 貝 også i andre nutidige kinesiske tegn, bl.a. tegnene for køb og salg.
Hvordan kunne sådan et tegn se ud i en nordskandinavisk kontekst, hvor rensdyr har været en vigtig handelsvare, der trækker tråde tilbage til forhistorisk tid?

Forside     Næste ︎
Alt indhold: © Ingrid Søgaard 2024